I 1990 afholdt Den Antikvariske Samling det første vikingemarked i Ribe, og her blev der samtidig arrangeret den første konkurrence i bueskydning, hvor deltagerne skulle skyde med buer og pile som lignede vikingernes.
Denne bueskydningskonkurrence blev efterlignet på andre vikingemarkeder rundt omkring i Danmark de følgende år, og på denne måde kom der flere bueskytter med interesse for vikingernes bue og pil.
På baggrund af dette var der efterhånden basis for at holde et stort bueskydningsstævne for vikinger, og i 1994 blev det første danske mesterskab i vikingebueskydning afholdt på Ribe VikingeCenter.
Siden er det blevet en fast tradition at mødes til kåring af de bedste vikingebueskytter hvert år den 2. lørdag i august.
Der kommer deltagere fra hele det nuværende Danmark – men også fra Sydnorge, Skåne, Island og Nordtyskland.
For at kunne deltage i vikingebueskydning på Ribe VikingeCenter skal man på forhånd være skriftligt tilmeldt og være i besiddelse af det rette udstyr. Bue og pil vil blive kontrolleret inden skydningen, og skal kunne leve op til følgende krav:
Langbuen: Skal være af et enkelt stykke skandinavisk træ. Der må være delvis seneforstærkning på buen. Senelaminat på hele buens ryg samt hornnocker accepteres ikke.
Pilene: Pileskafterne skal være lavet af skandinavisk træ og fjerene fra skandinaviske fugle skal være beviklet på i hele fjerens længde. Hvide kalkunfjer accepteres dog. Pilene skal være mærkede, så man kan se skudrækkefølgen. Man skal have 3 pile til rådighed til hvert mål – børn dog 4.
Pilespidserne: Af hensyn til 3D målene skal alle skyde med brynjebrydende pilespidser, som skal være vikingemodeller fra Skandinavien. Man kan evt. undlade at bruge pilespidser.
Buestrengen: Skal være af naturmateriale, kunststrenge er naturligvis ikke tilladt. Bruges der nockpunkt, skal dette være af samme materiale som buestrengen.
Under konkurrencen skal alle bueskytter bære en vikingedragt. Konkurrencen er en jagtskydning, og der skydes i afstande fra 2-40 m.
Årets Pil: De deltagende bueskytter kan deltage med en pil til kåring som ”Danmarks flotteste og mest autentiske vikingepil”, som bliver udvalgt ved skriftligt stemmeafgivelse blandt de deltagende vikingebueskytter.
Vinderpilen præmieres standsmæssigt og tilfalder ULL’s præmieskab.